Dansk stand-up startede mere eller mindre som direkte import fra USA, men betyder det også, at man bare kan eksportere dansk stand-up tilbage igen? Chilinets klummeskribent Mads Brynnum har været en tur over Atlanten og gjort forsøget.
Af Mads Brynnum
- Are you guys drunk”, spørger jeg publikum på Barrels of Laughs i Chicago. De ryster på hovederne som forventet.
- No? Then this might not gonna be as much fun as you’d imagined, fortsætter jeg og ser min første joke falde til jorden.
Måske er det min udtale, eller måske er den form for ironi bare ikke sjov i USA. Jeg ved det ikke, men det begynder at gå den rigtige vej, da jeg fortæller, at Danmark er det lille land, der ligger lige nord for Mordor – eller som de nok kender det: Tyskland. Nej, det er ikke vildt morsomt for os, men husk at amerikanere som udgangspunkt tror, at Danmark er hovedstaden i Sverige.
Vi skruer tiden tilbage
Men okay, jeg har snydt lidt og prøvet det ugen før på Acme Comedy Co. i Minneapolis. Og her var oplevelsen anderledes forfærdelig.
Ikke mindst fordi jeg fik lov at starte aftenen.
Det er aldrig rart at starte, men lige netop denne aften var det 1000 gange værre end normalt. På danske open mikes har man normalt en vært, der varmer op under publikum, kæler lidt for dem og skaber god stemning, men ikke på Acme. I stedet var der nogle halvfesne tv-klip fra Comedy Central (i
Har jeg ikke set Mads før?
Jo. Du kender Mads Brynnum som klummeskribent i Chili magasinet og på Chilinet
Mads Brynnum debuterede som standupper på Kulkafeen i København 16/7 – 2002
Han vandt DM i stand-up december 2004
Se mere om Mads på: http://www.madsbrynnum.dk/
nkl. reklamer) som folk på ingen måde blev varmet op af. Heller ikke mig selv. I stedet for at slappe af gennemgik jeg mit sæt igen og igen og brugte uforholdsmæssigt meget tid på at tænke over, hvordan jeg skulle komme forbi dem, der sad forrest og op på scenen.
At komme op på scenen viste sig at være det mindste problem. Stemmen der præsenterede mig glemte at sige, at jeg var fra udlandet, og vupti! Endnu en lille ting, der kunne have gjort publikum mere modtagelig for mit show, var væk. Måske var det derfor, det blev vigtigt at fortælle den første joke meget hurtigt – noget der
ikke kan anbefales, når man taler fremmedsprog.
Men selvom jeg udtalte ordene forkert af og til, selvom jeg glemte ting, og selvom jeg aldrig følte mig godt tilpas på scenen, så grinede folk. Nogle af dem klappede endda. Ikke højt og ikke taktfast, men sammenlignet med nogle af dem, der gik på efter mig, fik jeg nærmest stående applaus.
Katolsk humor
Så da jeg ugen efter er i Chicago, bliver jeg næsten nødt til at se, om jeg kan gøre det igen, bare bedre. Klubben
Barrels of Laughs har en open mike om onsdagen, så jeg griber chancen for at få revanche. Men det er som om, det for alt i verden skal gøres umuligt.
Klubben ligger laaaangt ude i en forstad, og det viser sig, efter over en time i bus og tog, at den adresse, jeg troede var den rigtige er omkring fem kilometer forkert. Så jeg begynder at gå. Og selvom jeg ikke på nogen måde regner med, at der er plads, når jeg kommer for sent, så løber jeg mit sæt igennem. Paven døde et par dage før, så jeg har masser af guf om gamle, savlende mænd og pædofiliskandaler.
Men så ser jeg skiltet – vel at mærke det første af mange. Og pludselig går det op for mig, hvor mange katolske kirker der ligger i området. Jeg begynder også at lægge mærke til, hvordan mange huse har et polsk flag hængende og at en enkelt have prydes af havelamper formet som Maria, Jesus og resten af slænget. Shit, tænker jeg, der røg de jokes om den katolske kirke og pædofili.
Mads f..... op
Fordi jeg kommer for sent, får jeg kun lov til at lave et par minutter foran alle 14 tilstedeværende tilskuere, hvoraf de 12 selv er komikere. Ikke optimalt, men det gør, at forventningerne sættes ned. Og når jeg nu har prøvet det før, så skal det nok gå. Tror jeg.
Og nej, selvom alle de tilstedeværende rækker hånden op, da jeg spørger om de er katolikker, så er det ikke, når jeg fortæller - at man tjekkede, om paven var i live ved at måle om savlstrengen fra hans mund blev længere, at de få og meget interne tilskuere kommer med et kollektivt ”
uuuuuh” Det er først, da jeg spørger, om det hedder:
-
doggystyle no matter in which position you fuck a dog”, at den reaktion kommer. Ikke fjendtligt, men alligevel nok til,
at jeg ved, jeg er gået over stregen. For som bartenderen fortæller mig bagefter:
-
In here we don’t use the f-word”
Der er med andre ord tale om en comedy club, som ikke ville have plads til Eddie Murphy, tænker jeg og slår mig mentalt for panden i forundring.
Uartig spejderdreng
Men på den anden side er det lige meget, for folk griner! Nogle af mine jokes skal lige sive ind, og nogle er åbenbart lidt svære at finde bag min horrible accent, men jeg kan se, de virker. Måske fordi jeg inderst inde føler mig hjemme i det katolske kvarter (!?), eller måske fordi jeg, til forskel fra nogle af de andre, jeg når at se, rent
faktisk har jokes og ikke bare halvfærdige observationer om reklamer jeg har set.
Jeg er mere end glad, da jeg bagefter får en velfortjent øl,
og jeg er aldeles uvidende om, at jeg derved begår aftenens anden brøler. Som det ses på billedet bærer jeg nemlig en skjorte fra
boyscouts of America, jeg netop havde fundet i en genbrugsbutik. Og sådan en må man ikke have på, når man er på bar eller drikker øl, fortæller ejeren af klubben som tilfældigvis også er lokal spejderleder mig. No hard feelings, men lektien må være, tænker jeg, mens jeg sidder i taxaen på vej tilbage til downtown, at man skal kende sit publikum og ikke bare deres sprog.
Hvad synes du, der kendetegner dansk humor? Kom med en kommentar her.
