Betina Grysbæk fra 1.g på Erhvervsskolen Nordsjælland overværede sammen med sin klasse en forelæsning om gensplejsning i naturen på Danmarks Tekniske Universitet.
”Det var nyt for mig at høre om gensplejsning, og at jeg for eksempel er en slags gensplejsning af min far og mor," siger Betina.
"Det var rigtig spændende, og jeg kunne godt tænke mig, at komme mere i dybden med emnet og overvejer at læse biologi," fortsætter hun
"Hvis det skal lykkedes, er det vigtigt, at kunne en del matematik.”
”Jeg havde heller ikke hørt så meget om gensplejsning før,” siger Ea Larsen, der går i klasse med Betina.
”Niveauet var ret højt, så der var noget af det, jeg ikke kunne forstå, omvendt fik jeg også en del spændende perspektiver på gensplejsning, som jeg kan tage videre med ud i livet”, siger Ea Larsen.
Robotter i blodåren
Betina Grysbæk og Ea Larsen deltog også i en forelæsning om robotter og labyrinter.
De synes det var meget spændende at høre om alle de arbejdsopgaver, robotter kan udføre.
”Jeg havde slet ikke tænkt på, at robotter kan bruges til så mange ting," siger Betine Grysbæk.
"Jeg kunne godt tænke mig at arbejde i sundhedsvæsnet, og jeg synes, det var rigtig interessant, at fremtidens robotter kan konstrueres så små, at de kan sendes ind i blodårerne og samle sig selv inde i hjertet og herefter f.eks. reparere en hjerteklap. Det er der virkelig perspektiver i!” siger Betina.
Besøgsdagene arrangeres for gymnasieelever og lærere, der gerne ville have inspiration til og perspektiv på, hvordan matematik kan læres og anvendes på nye og utraditionelle måder.
Af Mette Minor Andersen